Zero waste vaniljeekstrakt

Julen nærmer sig, og det gør lysten til bagværk og ris a la mande med masser af vanilje også. Men ægte vaniljestænger kan nemt blive en meget dyr fornøjelse. Det tager fem år for en vaniljeplante at sætte blomst og herefter udvikle den bønne, som vi kender som en vaniljestang. Derfor er det kun rimeligt, at vi får så meget ud af hver vaniljestang som overhovedet muligt. Så her er mit bud på, hvordan du kan få mest muligt ud af de dyre bønner ved at lave en zero waste vaniljeekstrakt.

Hvorfor er vanilje så dyrt

Prisen på vanilje er steget med 2900 procent de sidste fem år (!!!) Et kilo vanilje kostede i 2013 125 kr men i juni i år kostede det 3260 kr. Den store prisstigning skyldes dels en øget efterspørgsel af ægte vanilje fra USA og Kina (som primært har brugt kunstig vanilje - det vi kender som vaniljeessens), dels klimaforandringer som har givet flere tropiske storme og cykloner, som har ødelagt vaniljehøsten på øen Madagaskar i Det Indiske Ocean. Madagaskar står for 80% af verdens produktion af ægte vanilje (kilde).

Tre trin til zero waste vaniljeekstrakt

Jeg vil ikke anbetale, at du køber vaniljestænger kun med det formål at lave vaniljeekstrakt. Men hvis du alligevel har brug for vaniljestænger i julens bagværk eller til ris a la manden, så vil jeg anbefale dig at gemme stængerne i et syltetøjsglas, når du har skrabet kornene ud af dem. De er nemlig ikke tomme, men gemmer stadig masser af de små aromatiske vaniljekorn samt smag i selve bælgen.

Du kan enten vælge at lave vaniljeeksstrakt med de brugte vaniljestænger med det samme, eller du kan vælge at få lidt ekstra ud af vaniljestængerne. Inden jeg laver vaniljeekstrakt, så plejer jeg at komme de tomme bønner i et syltetøjsglas og hælde sukker over dem. Efter nogle få uger har sukkeret taget smag og duft a vanilje og kan bruges som vaniljesukker til bagning. Hvis du vil have det helt fint, så kan du støde det i en mortar. Herefter bruger jeg vaniljestængerne til at lave vaniljeekstrakt.

Zero waste vaniljeekstrakt

Sådan gør du

Kom de brugte vaniljestænger i et glas med tætsluttende låg eller prop. Fyld mørk rom i indtil vaniljestængerne er dækket. Sæt låget på og ryst godt. Opbevar et køligt og mørk sted og ryst engang i mellem. Tilsæt løbende tomme vaniljestænger.

Efter 6-12 måneder kan du begynde at bruge vaniljeekstrakten. Jo længere tid den står, jo mere kommer den til at smage af vanilje og mindre af rom.

Hvis du vil være sikker på at være selvforsyndende med vaniljeekstrakt så sæt gang i et nyt glas hver 6-12 måned.

Ingredienser

Brugte vaniljestænger

Økologisk mørk rom


zerowastevaniljeekstrakt.jpg