DIY spray til yogamåtte

DIY spray til yogamåtte

Jeg har den seneste tid fået en del spørgsmål om, hvordan man bedst rengør og passer på sin yogamåtte, så den holder længe og forbliver skridsikker. Så jeg tænkte, at jeg ville dele en opskrift på en DIY yogamåtterens med jer i dag, som jeg udviklede for nogle år siden. Jeg bruger stadig selv opskriften den dag i dag, og den er både økonomisk, nem at lave og sund for dig, din yogamåtte og miljøet.

Fordelen ved at lave din egen yogamåtterens er, at du sparer en masse penge ved at lave den af ingredienser, som du højst sandsynligt allerede har i dit hjem. Derudover, så forlænger det levetiden af din yogamåtte, hvis du rengør den med jævne mellemrum.

Metoder jeg ikke anbefaler

Det er en fordel også at rengøre nye yogamåtter. Selvom din yogamåtte er lavet af naturlige materialer, og er bæredygtigt produceret, så er den lavet og måske opbevaret på en fabrik. Og det kan være rart at få vasket den af inden brug for ikke at indånde eller komme i kontakt med rester fra produktionen.

Jeg har hørt om alle mulige metoder til at rengøre og behandle yogamåtter, inden de bliver taget i brug, som jeg virkelig ikke kan anbefale. Alt fra at gnide med salt eller sand, vaske den i vaskemaskinen, lægge den i blød i et badekar og bruge sprit til at vaske den af med. Min holdning er, at det er ALT for voldsomme behandlinger og slet ikke nødvendigt. I stedet for anbefaler jeg at holde behandlingen af din yogamåtte så simpel som muligt.

Åbne celler vs. lukkede celler

Inden vi når til opskriften, så lad mig først lige sætte dig ind i forskellen på yogamåtter og et par gyldne regler omkring yogamåtter, og det vi kan bruge til at rense dem med. Det gør nemlig en stor forskel, om din yogamåtte har åbne celler eller lukkede celler.

Undgå at bruge essentielle olier i sprayen, hvis din yogamåtte er det, der kaldes open cell, som fx Jade Yoga måtter. De åbne celler giver en helt fantastisk skridsikkerhed i din yogapraksis, men fungerer også som en svamp, der suger olien til sig og tilstopper cellerne, så yogamåtten bliver glat. Er din yogamåtte blevet glat, så vask den med den her DIY yogamåtterens, hæng den til tørre og vent så med at rengøre den igen, før der er gået noget tid. Brug yogamåtten dagligt. Jo mere du bruger din yogamåtte, jo mere skridsikker bliver den.

Til yogamåtter med lukkede celler kan du godt bruge en spray med essentielle olier i, da olierne ikke kan trænge ned i måtten på samme måde som en yogamåtte med åbne celler.

Hvis du er i tvivl om, hvilken slags din yogamåtte er, så søg på fabrikantens hjemmeside eller kontakt sælger for mere information.

Enkle og rene ingredienser

Det eneste, du skal bruge for at lave en DIY yogamåtterens, er vand fra vandhanen og noget hvid økologisk husholdningseddike. Skal det være fancy så brug destilleret vand. Så undgår du kalk og fluor i vandet, og sprayen holder længere. Og så også gerne en sprayflaske.

Hvorfor eddike tænker du måske - og lugter det ikke?

Når du bruger din yogamåtte, så overfører du bakterier fra dine hænder, fødder og hud til din yogamåtte. Yogamåtter bliver ofte rullet sammen, når de stadig er varme eller fugtige efter en yogapraksis, og de har derfor de perfekte betingelser for, at bakterier kan begynde at formere sig.

Eddike er antibakterielt og antifungalt, og syrligheden i eddiken nedbryder snavs og skidt. Og bare rolig. Eddiken lugter kun, når du sprøjter den på, men lugten af eddike forsvinder hurtigt. Du skal altså ikke lugte til eddike, hver gang du ligger i shalabhasana.

Og så til opskriften.

6E63732F-AB57-466C-9F7C-8BFE731B6A84.jpeg

DIY spray til yogamåtte

Fremgangsmåde

  1. Brug blandingsforholdet 1:3 eddike til vand. Hæld først eddiken i flasken og tilsæt så vand. Tilsæt evt. essentielle olier, hvis du ønsker at bruge dem.

  2. Sæt låg på og ryst grundigt så det bliver blandet (ryst hver gang inden brug).

  3. Rul yogamåtten ud, spray på yogamåtten og tør af med en blød og ikke fnuldrende klud eller gammelt stykke stof.

  4. Lad yogamåtten tørre helt (ude af sollys), inden du ruller den sammen igen.

Ingredienser

Hvid økologisk husholdningseddike
Vand (destilleret)
Beholder/sprayflaske
Evt. essentielle olier

Noter til opskriften

  • Du kan blande så lidt eller så meget, som du ønsker. Bare blandingsforholdet er 1:3.

  • Du kan bruge hvilken som helst sprayflaske - fx en gammel upcycled sprayflaske fra en brugt vinduesrens. Hvis du gerne vil have din spray med dig, så er en mindre sprayflaske god til det formål.

  • Hvis du vil bruge essentielle olier, så kan jeg anbefale alle slags citrusolier og eukalyptus, tea tree og pebermynte, som også er antibakterielle.

  • Gentag ved behov - fx når måtten er snavset eller efter en svedig praksis eller en til to gange om måneden (alt efter hvor ofte du bruger din yogamåtte) for at holde yogamåtten frisk og ren.

  • Sprayen kan også bruges til rengøring i dit hjem, og virker særligt godt til at rengøre alle overflader og spejle.


Leder du efter en ny yogamåtte, så kan jeg anbefale:

Jade Harmony Mat - standard størrelse 173 cm
Jade Harmony XL - ekstra længde 188 cm
Jade Two Tone - vendbar yogamåtte med to farver
Jade Travel Mat - nem at folde sammen og have med i kufferten på rejser