Sådan laver du et alter

Sådan laver du et alter

Hvis du synes, at det lyder spændende at have et alter i dit eget hjem, men ved du ikke helt, hvordan du skal lave det, og hvad det egentlig betyder? Så deler jeg mit syn på begge dele i blogindlægget her. Det behøver hverken være mystisk eller omstændigt. Faktisk tværtimod.

Til at starte med vil jeg bare lige gøre det klart, at et alter, for mig, ikke er et religiøst sted. For mig er et alter et fysisk sted i mit hjem, som minder mig om min daglige sadhana (spirituelle praksis) - både på og udenfor yogamåtten. Mit alter minder mig om at være og øve mig på at være den bedste udgave af mig selv og at fylde på mig selv, så jeg bedre kan være noget for andre.

Hvad skal der være på et alter?

Der er ikke noget, der SKAL være på et alter. Det vigtigste er, at det, du placerer på dit alter, har betydning for dig og reflekterer din spirituelle praksis. Så lad være med at placere ligegyldige genstande på dit alter, fordi du har set det på et Instagram billede, eller fordi du tror, at det er det rigtige. Sæt ting på dit alter, som giver mening for dig, og som har en særlig betydning for dig i dit liv.

Der er dog nogle ting, som du kan overveje at placere på dit alter, hvis de giver mening for dig.

Noget der repræsenterer alle fem elementer: ild, vand, jord, luft og æter.

  • Ild kan fx være et soyalys. Husk dog at du ikke skal puste lyset ud, når du er færdig med at bruge det. Brug en lyseslukker eller vift med dine hænder i stedet for.

  • Vand kan være en lille beholder med vand, som dels absorberer negativ energi og dels tiltrækker devaerne (gudinderne) og deres gaver ind i dit liv.

  • Jord kan være krystaller, blomster eller planter. Prioriter en plante i jord fremfor afskårne blomster. Både fordi afskårne blomster hurtigere visner, men mest fordi en levende plante er bedre for miljøet og dit indeklima.

  • Luft kan være røgelse, palo santo eller tørret salvie og andre urter, som du brænder af for at rense luften.

  • Æter repræsenteres af den plads, og det rum du sætter af til dit alter.

Derudover kan du overveje, om du vil have en statue (en yogisk figur), som du føler en særlig tilknytning til - fx Shiva eller Ganesh. Du kan også have billeder af dine lærere, guruer, forfædre eller andre, som du ser op til, og som inspirerer dig (Moder Teresa, Bob Marley, Gandhi, John Lennon… you get the picture).

Hvordan passer jeg mit alter?

Når du har sat dit alter op på en måde, som du godt kan lide, som inspirerer dig, og som minder dig op at vende tilbage din yogapraksis, så skal du se til det dagligt. Det siges, at man ikke skal lade støv ligge på sit alter eller tingene på alteret. Hvis du ikke kigger til dit alter dagligt, og der ligger støv, blomsterne er visne og vandet dårligt, så er energien omkring dit alter ikke særligt god og inspirerende. I stedet for bliver det måske et sted, som du bliver irriteret på. Rengøringen af dit alter skal dog ikke ses som en pligt men mere som en del af din daglige praksis. Når du ser til dit alter dagligt, bliver du også mindet om det, der var intentionen ved at lave et alter.

Start med at tage alle tingene af dit alter. Støv overfladen og alle tingene af, skift vandet, skift blomster (hvis det er afskårne blomster) eller vand planten og fjern visne plantedele, tænd lys og røgelse for at aktivere alteret, placer krystaller, din mala eller andre ting, som betyder noget for dig - med intention.

Hvis der er en særlig begivenhed eller en fødselsdag for fx den lærer eller person, du ser op til, så placer en blomst eller mala på vedkommendes billede den dag.

Sådan laver du dit eget alter

Hvad har jeg på mit alter?

Jeg tænkte, at jeg ville dele, hvad jeg har på mit alter lige nu - det forandrer sig selvfølgelig en gang imellem. Mit alter er placeret midt i min stue, da det er her jeg oftest praktiserer yoga, og fordi jeg så dagligt ser alteret og bliver mindet om min praksis. Stedet jeg har valgt repræsenterer æter. Til at repræsentere de fire andre elementer har jeg luftplante, altså en plante, der ikke behøver jord for at leve, men som blot skal forstøves med vand en gang imellem. Jeg har en lille bitte medicinbeholder i grønt glas med vand. Endeligt har jeg et soyalys og palo santo.

Derudover har jeg valgt et sætte en Shiva statue, og en en krystal, som begge betyder noget særligt for mig. Jeg har også mit Moon Deck på mit alter og det kort fremme, som jeg senest har trukket. På den måde kan jeg vende tilbage til kortet i løbet af dagen og gentage affirmationen på kortet. Til sidst har jeg et billede af mine lærere Sharon Gannon og David Life. Billedet inspirerer mig både til at træde op på yogamåtten, men nok vigtigst af alt til altid at yde mit bedste, at være noget for andre og altid at være taknemmelig.

Jeg håber, at du har fået inspiration til at afsætte en plads i dit eget hjem og lave et alter. Hvis du har nogle spørgsmål, så må du meget gerne stille dem i kommentarerne nedenunder. Hvis du laver dit eget alter efter at have læst det her blogindlæg, så håber jeg, at du har lyst til at dele det på Instagram - husk at tagge mig, så jeg kan se det.