Marts mål og intentioner

Marts mål og intentioner

Så blev det den første forårsmåned. Det er ikke til at forstå, at det allerede er marts. Jeg prøver at holde tungen lige i munden, når jeg tænker på alle de mål og intentioner, jeg satte for 2019 i starten af året. Det er min intention at blive ved med at arbejde bevidst med dem, og ikke bare lade livet tage kontrollen og… hov så gik der lige et år mere.

Selv har jeg valgt at dele mine mål og intentioner for 2019 ind i kvartalsmål. På den måde er målet ikke så langt ude i fremtiden, at jeg ikke kan forholde mig til det, og derfor ikke får rykket på det, da jeg arbejder bedst under lidt (meget!) tidspres. Derfor bærer mine mål og intentioner for marts også præg af, at der er en masse, der skal afsluttes inden næste kvartal.

Nå, men jeg tænkte, at jeg ville dele marts mål og intentioner med jer idag, og måske inspirere jer til selv at lave nogle mål og intentioner for marts.

Mål og intentioner for marts

Læse to bøger. Hvis du følger med på Instagram, så ved du, at jeg har valgt at læse en ny bog hver måned hele 2019. Denne måned har jeg bare ikke kunne begrænse mig til én bog. I marts læser jeg derfor både The Magic Ten and Beyond af Sharon Gannon og The life-changing magic of tidying af Marie Kondo. Begge bøger har et praktisk formål for mig (og så har de begge ordet magic i sig). Den første skal jeg bruge til denne Jivamukti Yoga workshop, som jeg underviser på søndag i Randers. Det er en workshop, hvor jeg giver 10 effektive yogapraksisser, som man selv kan skræddersy til ens hverdag. Den anden bog skal jeg bruge til en kæmpe oprydningsproces af hele vores hjem, som skal foregå her i marts (og nok også en god del af april).

Sunde vaner. I januar startede jeg med en intention om, at jeg skal praktisere yoga og meditere hver dag, og det er gået rigtigt godt i både januar og februar, så det fortsætter jeg med i marts. Håbet er at gøre det til en vane blot at komme op på yogamåtten minimum 10 minutter men gerne mere hver dag. Og at det ikke skal være en “stor” ting, men blive en del af hverdagen ligesom tandbørstning. Altså noget man ikke bare lige dropper. Jeg vil også tage en reset uge (måske hele måneden?) uden sukker og fokusere på at drikke masser af vand.

Pincha mayurasana i fri stand. Jeg er efterhånden ved at komme godt tilbage til min yogapraksis og styrke efter fødslen af min anden datter sidste januar, og jeg kan egentlig godt stå i fri stand. MEN jeg har svært ved at komme op uden en væg, så det vil jeg øve mig på her i marts.

Være mere konsekvent på Instagram og bloggen. Jeg vil gerne blive bedre til ikke kun at planlægge indhold, men rent faktisk også holde mig til planen… haha. Selvfølgelig er der noget, der kan komme op - især med små børn - men jeg vil bare så gerne blive bedre til fx at udgive blogindlæg på den samme dag hver uge, så I også ved, hvornår I kan læse noget nyt her. Jeg har lavet en editorial calendar for marts, og er selv super begejstret for de blogindlæg, jeg har planlagt, men lad mig endelig vide, hvis der er noget, du gerne vil læse om.

Lancere projekt. Jeg har været i proces med noget i et stykke tid, og jeg har da også ladet lidt sive ud efterhånden, som fx den her blog med min virksomheds nye navn Boho Yoga. Jeg har bevidst ikke lavet en stor afsløring, men ladet processen og tiden styre, hvor meget jeg lægger frem, men nu er tiden altså moden til, at jeg skal dele den næste lidt større bid med jer. Hvis I gerne vil vide mere om, hvordan en proces også kan være at elske kaosset og det uperfekte, dele lidt efter lidt og være åben og sårbar omkring det i stedet for at holde en “grand reveal”, hvor alt står helt lige og skarpt, så lad mig vide det i kommentarfeltet nedenunder.

Lukke foråret ind. I privaten så står den i marts på en sommerhustur til Æ Vesterhaw med ild i pejsen, læsning og gåture langs havets brusen. Jeg skal også have kigget på en Spring capsule, så garderoben bliver lidt mere forårsvenlig, men det bliver nok først på den anden side af KonMari projektet og haster ikke. Og så skal køkken og badeværelse lige have en lille genopfriskning med maling og planter.

Det er nogle af de større mål og intentioner for marts. For at være helt ærligt så kan jeg mærke, at jeg nok skal få travlt nok med at nå dem. Først og fremmest så skal jeg have planlagt den allerbedste formiddag for deltagerne på The Magic Ten and beyond workshoppen på søndag, og derefter så kan resten af marts bare komme an.

Hvis du vil følge med i mine lidt mere detaljerede planer fra uge til uge, så deler jeg mine ugeplaner hver mandag på Instastory - inspireret af søde Tanja Gotthardsen, som i øvrigt også har inspireret mig til at lægge mine månedlige planer ud her. Tanja skriver om bæredygtighed i garderoben og hjemmet på sin blog Secondhand First, så hvis det interesserer dig, så er hendes blog virkelig et besøg værd.

Hvordan ser din marts måned ud? Har du nogle spændende planer, eller noget du gerne vil arbejde på? Del endelig i kommentarfeltet, så vi kan inspirere hinanden.